Sandhedens pris

Hendes liv blev vendt op og ned, da hun i 2003 afslørede USA’s planer om at aflytte medlemmer af FN’s sikkerhedsråd. Nitten år efter er det lykkedes os at finde frem til den dengang kun 28-årige tolk Katharine Gun, som stadig kæmper mod systemet og for at få sit liv tilbage.

Kalenderen viser januar 2003. Krigstrommerne har længe lydt i det fjerne, men det er, som om de kommer nærmere. Svenskeren Hans Blix leder efter Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Imens passer en 28-årig kvindelig tolk med speciale i mandarin-kinesisk sit arbejde i Cheltenham. En by, der er kendt for helbredende kilder, hestevæddeløb og for at huse Government Communications Headquarters – opsnapningscentrum for de britiske sikkerhedstjenester, i folkemunde bare GCHQ. Den lidt generte, lyshårede kvinde hedder Katharine Gun, og hun skal i løbet af lidt over en måned gå fra at være en pligtopfyldende statsligt ansat til at blive anholdt, fængslet, få sit hus gennemsøgt og sit liv vendt op og ned.

Den hemmelige Frank Koza

Det er midt på dagen hjemme i Cheltenham, og Katharines datter ligger og sover ved siden af sin mor, mens hun ruller historien op om den e-mail, der forandrede hende fra én, der aldrig nogensinde havde drømt om at sladre til nogen om, hvad der kom over hendes skrivebord, til en ”whistleblower”. En sangfugl, en informant eller hvad man nu foretrækker at kalde sådan en.

  − Jeg havde ikke engang fortalt min mand, hvad det var, jeg lavede, siger hun.

  Mailen var fra Frank Koza, en højtstående ansat i det amerikanske NSA. E-mailen blev sendt den 31. januar til omkring 100 mennesker, heriblandt Katharine Gun, og indeholdt en besked om, at amerikanerne havde brug for hjælp til at aflytte seks medlemmer af FN’s sikkerhedsråd. Katharine Gun var chokeret.

  – Jeg var imod krigen på det tidspunkt. Og jeg var også opmærksom på, hvad de politiske ledere i Storbritannien og i USA sagde offentligt om deres intentioner om at invadere Irak. Indtil da havde de lagt vægt på nødvendigheden af en diplomatisk løsning. Så da jeg så den e-mail og fandt ud af, at det, de egentlig havde tænkt sig, var at afpresse medlemmerne af sikkerhedsrådet for at nå frem til en diplomatisk løsning, tænkte jeg, at det var ulovligt, og at offentligheden havde krav på at vide, hvad der foregik bag scenen, siger hun.

Offentliggjorde sin viden

Hun valgte at lække e-mailen til en bekendt, som havde kontakter til pressen. Hun bildt sig selv ind, at det ville være umuligt at spore oplysningerne tilbage til GCHQ og i hvert fald ikke til hende. Men da vidste hun ikke, at den e-mail, som hun havde givet videre, ville blive trykt i den engelske avis The Observer, præcis som den havde set ud på computerskærmen. Her blev det tydeligt, at oplysningerne måtte stamme fra nogen hos GCHQ, og herefter begyndte nettet at stramme til.

- Da først heksejagten gik i gang, og de begyndte at udspørge folk, indså jeg, at spillet formodentlig var tabt, siger hun.

  Strafferammen for brud på tavshedspligten under Official Secrets Act er to års fængsel. Den hårdeste dom i lignende sager har været på seks måneders fængsel, hvoraf kun halvdelen er blevet afsonet.

  – Jeg havde joket lidt med min mand og mine venner om at, måske skal jeg snart på to måneders ferie, og sådan, fortæller hun om tiden inden stævningen.

  – Da de gjorde det, ændrede det spillets regler, og jeg indså, at det var alvor, og at jeg kunne ende i fængsel. Fakta var, at jeg havde tilstået, og at de havde beviser.

  Selvom hun ikke fortryder, hvad hun gjorde, så var hendes handling ikke et overlagt oprør mod systemet, men et moralsk imperativ.

 – Jeg tror, at ethvert menneske har en grænse, hvor tingene går ud over, hvad de finder acceptabelt, og for alle befinder den grænse sig forskelligt. For mig var grænsen krigen og de uskyldiges liv. Jeg går udfra, at det er dér, de flestes grænse går. Men som jeg fortalte, fik mere end 100 mennesker e-mailen, og der var ikke andre, der reagerede, som jeg gjorde, siger hun.