Rambukken Obama
Barack Hussein Obama. Verdens mest magtfulde mand er sort. – Det er et historisk øjeblik, sagde kommentatorerne på tv. Vi sad alle og nikkede anerkendende til fjernsynet. Vi vidste hvorfor.
Jeg sad på valgnatten og så meningsmålingerne tikke ind. Obama stod til at vinde. I hans fars landsby i Kenya dansede familien af glæde. Skønt de aldrig har mødt ham. Og næsten hele verden dansede med. Skønt vi heller aldrig har mødt ham. Det var hysteri på verdensplan. Ikke på grund af mandens intellekt, politik eller smil. Men på grund af hans hudfarve. Noget på én gang så overfladisk og ligegyldigt, men dog alligevel så betydningsfuldt som hudfarve ... Det fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde i Kenya for et par år siden:
– Jeg vil gerne udbringe en skål for Kevin!
Heather havde rejst sig op fra bordet og anlagt en højtidelig mine. Jeg kiggede lidt overrasket op fra min fiskeret.
– Jeg vil gerne sige tak til Kevin, for den måde han tacklede situationen på i dag. Det var meget modigt, fortsatte hun med glasset løftet.
Jeg var stadig ikke helt med …
– Da vi her til aften blev omringet af sorte mennesker fra alle sider, bevarede han roen og fik os væk derfra. SKÅL for Kevin!
Jeg ved ikke, om jeg udstødte et støn højt – eller om jeg bare kunne høre min forbløffelse blive afløst af et forarget gisp inde i mit eget hoved. For blot et par timer forinden sad jeg i en bil med syv sydafrikanere – hvide sydafrikanere - og en ven på vej fra vores villa på stranden til en restaurant en times kørsel derfra. Omkring halvvejs gik vores bil i stå. Det var mørkt omkring os, og vi anede ikke, hvad vi skulle gøre. Vi sad stille i mørket, mens Kevin, en 19-årig knægt der kørte bilen, rumsterede lidt rundt ude ved motorhjelmen. Der gik ikke lang tid, inden 10-12 hjælpsomme sjæle kom ud fra de mørklagte huse, der lå rundt omkring os. De gav alle deres besyv med til, hvordan vi skulle løse problemet. Min ven og jeg, der var med på et afbud og derfor havde fået plads i bilens bagagerum, åbnede bagsmækken for at hoppe ud og strække benene. Vi havde ikke stået der mere end et par sekunder, før der lød et halv hysterisk råb inde fra bilen:
– Se så at komme tilbage i den bil!
Vi gloede lidt vantro ind i bilen. Var det for sjov? Det var det åbenbart ikke! Trods vores protester var der enstemmighed i bilen om, at to piger ikke skulle stå der i vejkanten omringet af så mange fremmede mænd. Vi måtte finde os i at blive hevet ind i bilen og få døren låst bag os. Jeg kan ikke huske, hvordan vi fik løs problemet med bilen. Men efter et par timer og en støt stigende panisk stemning i bilen på grund af de mange mennesker omkring os, fik Kevin bilen i gang, og vi kom af sted til restauranten. Det var her, Heather løftede glasset og skålede for det, hun mente, så afgjort var vores chaufførs heltemod. Og her gik det for alvor gik op for mig, at selvom Sydafrika har en sort præsident, og selvom apartheid officielt er et overstået kapitel i den sydafrikanske historie, så er virkeligheden en ganske anden.
Hvordan står det til i resten af verden?
Lad os se på USA, hvor analytikerne under valgkampen ikke var i tvivl: Hvis Obama havde været hvid, havde det været en smal sag for ham at vinde over en 72-årig kandidat med en af århundredets mest upopulære præsidenter i ryggen. Men fordi Obama var sort, måtte han kæmpe sig til sejren. Stat for stat. Stemme for stemme. Det er ikke nogen nyhed, at der stadig ikke er ligestilling mellem sorte og hvide mennesker i USA. Derfor sad vi verden over og nikkede anerkendende til, at det var en historisk begivenhed, at Obama blev valgt til præsident. Han er den, der ikke bare slog et hul i muren, men brød en mur af fordomme ned. Det er så stort, fordi han er sort. Men gid Barack Obama er med til at gøre fordommene så meget til skamme, at vi en dag helt kan glemme, hvilken hudfarve han har. Først dér holder verden op med at være sort/hvid.
