Just cruisin og total afslapning
Hvor tager man hen, når man trænger til en uges ferie med sin bedste ven? Sidst vi var afsted, var lidt af en smutter: En yogaferie i Sverige, hvor maden var ussel, og vi dagligt dyrkede karma yoga på en frossen mark, var mere en straf end en oplevelse. Og så var det ikke engang billigt … Denne gang skulle der derfor være lidt mere sus og dus over arrangementet.
I virkeligheden havde vi planlagt alt andet end et krydstogt. Men af uransagelige årsager var det alligevel det, vi besluttede os for. Drømmen stod lysende klart: stil og klasse – som i bedste amerikanske musicalstil. Vi havde nøje studeret turen på nettet og var enige om, at det absolut var noget, vi skulle prøve. Kufferterne blev pakket, og så var vi ellers klar. I Barcelona lå det smukkeste skib og ventede på os. Sea Cloud 2. Præcis som vi havde forestillet os: Et hvidmalet sejlskib med tre master, 24 sejl og massivt træ alle vegne, så man fik lyst til at røre ved alting og gå på bare tæer.
Det gode liv
Vores tur gik fra Barcelona til St. Cyr sur Mer i Sydfrankrig, videre til St. Tropez, fortsatte til St. Florent på Korsika og Bonifacio, der ligger helt sydligt på Korsika – og så videre herfra til Nice. Sea Cloud var i sig selv en nydelse. Fuldkomment smukt og smagfuldt. Nydelige solstole i teaktræ, havet, der præsterer en doven bølge her og der, delfiner, der hopper, og sejlene der sættes manuelt. Hvilket slid! Men den slags har man heldigvis folk til. Til at behage gæsterne er der 58 ansatte, som forstår sig på god service. Intet er for besværligt, og naturligvis husker man straks gæsternes præferencer. For eksempel serverede de allerede på anden dagen opmærksomt sauvignon blanc, så snart vi satte os til bords. Og huskede opmærksomt, at jeg foretrækker vand med kulsyre og uden is. Den slags er vigtigt. Så er der maden, som er på niveau med en fem stjernet restaurant, og eftersom rejsen er all-inclusive, i den dyre ende, så forventer man det også. Men alligevel. Man bliver jo nærmest lykkelig, når de blødkogte æg faktisk er bløde, når der er tre forskellige slags melon at vælge imellem, og når man som prikken over i’et får serveret kokkens sprødeste stykke af den vel-grillede havtaske. En typisk dag spiste vi morgenmad klokken 9, gik op på dækket til formiddagskaffe og en god bog og var på mystisk vis sultne igen ved 12.30-tiden, når der var kæmpe frokostbuffet på dækket, hvor vi rask væk skyllede en flaske hvidvin ned. Så var der gerne en svømmetur fra båden og lille lur i solen, kl. 16 var der afternoon tea med kager og små kanapeer. Kl. 17.30 gik vi i fitness og sauna, og kl. 19 var vi klar til drinks før aftensmaden, der altid bestod af mindst fire retter.
Bonifacio forever
Vi var fire forskellige steder i løbet af den uge, krydstogtet varede, og gav turen os en masse tid til at tænke uden at blive forstyrret. Så har man da basis for at fundere lidt over det hele. Når man får så mange behov stillet, som man gør på et krydstogt, er det også meget tydeligt, hvad man ikke har. Og hvad der er vigtigt i livet.
”He is a very powerful man in Zürich”, forklarede hun og fortalte, at hun egentligt var flyttet fra ham, men sådan spillede klaveret ikke med en mand som ham. Så nu var hun flyttet hjem igen, og det skulle fejres med et cruise.
”Så,” som hun udtrykte det, lige nu er vi faktisk lykkelige.”
sidst opdateret september 2022