Hvem der bare var hippie

Mads Nørgaard
 Det lå hele tiden i kortene, og så alligevel ikke, at Mads Nørgaard skulle ende i den branche, som har fulgt ham gennem hele barndommen, og som han ikke har kunnet slippe væk fra. For ”du skal nok også have en tøjbutik, når du bliver stor!”, konstaterede kammeraterne, og hvordan i alverden bærer man sig så ad med at være nyskabende, bryde ud og vise, at man altså sagtens kan selv, når det hele – i hvert fald udefra set – på en måde er givet på forhånd?


Familien Nørgaard ejer nærmest hele bydelen her omkring Storkespringvandet – ja, så må han da være her et sted ­– Mads Nørgaard. Firmaerne, forgreningerne og ikke mindst initiativerne er mange, for kreativiteten har aldrig fejlet noget i den legendariske modevirksomhed, som faderen Jørgen Nørgaard grundlagde i 1958, da han overtog forældrenes ”Sørgemagasinet”, som solgte sørgebind og enke slør. Det havde den daværende Nørgaard junior imidlertid fået nok af, så han solgte ud af sørge-rekvisitterne og grundlagde det siden trendy, men tidløse – og evigt pulserende, københavnske butiks ikon.

  Og det er da også her, jeg omsider finder ham. Mode Prinsen som man kunne fristes til at kalde ham. Hvis altså ikke lige det var fordi, han formentligt ville hade én det meste af resten af livet for overhovedet at have tænkt det ord. Mads Nørgaard er en beskeden mand, som helst ikke skiller sig ud fra mængden. Og dog …

  Mads Nørgaard tager en tår af sin kaffe og læner sig fremover. Jeg mærker, vi er ved at indgå en pagt. Pagten består i, at jeg endelig må love ham, at han ikke kommer til at lyde som om, at han bare er så god, som han pointerer med sit smil.

  – Jeg vil ikke lyde som en, der selv synes, jeg bare er super fed til at udfordre mig selv. For det ved jeg jo knap nok, om jeg er!


Funktion og forførelse

Men Mads, du kan være ganske rolig. Jeg og det meste af resten af København synes du er fed og helt din egen, og Nørgaard-fan har jeg vel selv været, siden jeg løb rundt i mine første træsko med sømbeslåede mønstre på snuderne. Med til historien hører også, at jeg var ved at havne i intim nærkamp, fordi en af mine klassekammerater havde fået den samme T-shirt. Så ikon, forbillede og traditioner, man bider mærke i?

  – Jamen selvfølgelig har vi traditioner og en vis historik, og derfor tænker jeg da hele tiden på, hvordan vi opfører os, og hvordan vi bliver opfattet. Vores virksomhed er på mange måder indbegrebet af de klassiske dyder, samtidig med at vi forhåbentlig signalerer noget uforudsigeligt.

  – Netop det uforudsigelige er enormt vigtigt, da det jo er et gennemgående element i moden, for tøj er summen af to ting: Funktion og forførelse. Og det rent funktionelle er relativt hurtigt overstået. I hvert fald i den vestlige verden, hvor de færreste af os behøver bekymre os så forfærdeligt meget om at fryse eller blive våde. Men hvor mange par sko, for eksempel, har folk reelt brug for, når det kommer til stykket?


Det var mig, der var klatten

Mads Mathias Nørgaard blev født i 1961 i København som søn af en norsk mor og en dansk far, og det at være tøj handlerens søn var som sagt ikke noget, der gik ubemærket hen i folkeskoleklassen i Lyngby.

  – At have en far i branchen har betydet, at jeg som lille altid tænkte, at jeg i hvert fald ikke ville handle med tøj. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville være, men jeg har altid vidst, at jeg i hvert fald ikke ville være tøjhandler. Det blev jeg altid drillet med i skolen: ’’Når du bliver stor skal du bare overtage din fars butik’’.

  – Hvis der er noget, som virkelig har påvirket mig, var det nok, når vi skulle spille fodbold, og vi skulle vælge hold. Så lød det altid: ”Nå, men vi tager Henrik. Så får I klatten”. Det var mig, der var klatten. Jeg var altid den der blev valgt til sidst. Og der fik jeg ligesom det der stempel: Sådan der er du. Det var ikke særlig fedt.

Populære opslag