Det umulige valg
Danmark er et af verdens mest åbne samfund omkring homoseksualitet, men for homoseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk, er virkeligheden ofte en ganske anden. I mange flygtninge- og indvandrerfamilier bliver homoseksualitet opfattet som en synd og kan ikke accepteres. Dette er Fatimas historie.
Danmark, februar 2007
27-årige Fatima ligger i sengen på sit og lillesøsterens fælles værelse. Klokken er syv om morgenen, og hun skal være på arbejde klokken ni. Fatima rækker ud efter sin mobiltelefon, der ligger på sin vante plads ved siden af hovedpuden. Hun plejer altid at slukke den, før hun skal sove, men må have glemt det i går, fordi hun var så træt. Der er ingen nye sms’er, men da hun går ind i ”sendte beskeder”, kan hun se, at flere af hendes personlige beskeder er blevet videresendt til lillesøsterens telefon. Shit, tænker hun og borer ansigtet ned i hovedpuden. Hun er opdaget. På arbejdet kan Fatima ikke koncentrere sig. Hun er bange for, at søsteren har sladret til deres mor. Fatima går langsomt hjem til sin mor, da hun få fri.
”Gud være med mig,” siger hun til sig selv, idet hun åbner døren.
Marokko, august 2004
Fatima cirkler om sig selv. Hun ryster over hele kroppen. Mit liv er forbi, mit liv er forbi, tænker hun. Klokken er ni om morgenen, men Fatima har næsten ikke sovet i nat. Siden 24-årige Fatima for en måned siden kom til Marokko sammen med sin mor og søskende, har hun været udsat for et stort psykisk pres, særligt fra sin mor. De vil have, hun skal giftes væk til en mandlig bekendt, som har spurgt om hendes hånd. Fatima har hele tiden strittet imod, men efter konfrontationen med moren i går aftes gav hun op. Hendes mor havde givet hende et ultimatum. Enten gifter Fatima sig, eller også slår moren hånden af hende, når de kommer hjem til Danmark.
Fordi det hele er gået så stærkt, har Fatima ikke fået nogen festkjole til anledningen, så hendes mor beder hende om at tage en traditionel, lang sort kåbe på, som mange marokkanske kvinder bærer, når de færdes udendørs blandt mænd. Hun smører lidt creme i ansigtet, men gør ellers ikke noget ud af sig selv. Stikker blot fødderne i et par tøfler og træder ud på den smalle marmor gang, der fører ned til husets fineste stue, hvor mændene venter hende. Hendes krop er fuldstændig drænet for energi. Det er de længste 20 meter, hun nogensinde har gået.
Danmark, februar 2007
Fatima lukker døren bag sig og forsøger at få styr på sin ukontrollerede vejrtrækning. De sidder inde i stuen, både hendes mor, bror og søster. Ingen siger noget. Skal hun indrømme det, eller skal hun benægte alt? Inden hun går ind i stuen, beslutter hun sig for at benægte. Hun har sin telefon i lommen, men hun har glemt at slette de mange afslørende beskeder.
”Nå, hvad har I lavet i dag?” spørger Fatima og forsøger at virke normal.
”Giv mig din telefon,” siger Fatimas mor. Hun har rejst sig fra sofaen og står nu lige over for Fatima.
Fatima adlyder. Hun har ikke noget valg. Spørgsmålene og bebrejdelserne hagler ned over hende.
”Hvad er det, du går og laver? Hvem er du sammen med? Hvorfor lyver du? Vi ved det hele, hvordan kan du overhovedet tænke på at gå den vej? Er du muslim, eller spiller du bare muslim? Er du klar over, at det er den værste synd, du begår? Du kunne have gjort hvad som helst, bare ikke det her.”
Fatima går i baglås. Bliver som en treårig. Hun har aldrig kunnet sige fra over for sin familie. De er hendes svage punkt. Hun ryster af skræk, men forsøger på ikke at vise det. Knuger hænderne sammen. De er klamme af sved.
”Er du virkelig til piger?” spørger broderen, der indtil videre har forholdt sig tavs.
”Nej, det er jeg ikke. Hvor kommer det fra?”
Hun kan godt se, at hendes forsvar ikke holder, når de sidder med hendes telefon og de afslørende beskeder.
De udspørger hende i flere timer, men Fatima bliver ved med at nægte. Hun får ikke lov at gå i seng, før hun har indrømmet, at hun er lesbisk. Hendes mor sætter sig på hug foran hende.
”Har du været i seng med en pige?”
”Har du kysset en pige?” spørger hun igen og igen, mens hun holder fast i Fatimas lår.
Fatima kan ikke mere.
”Ja,” fremstammer hun.
Hun kan ikke undertrykke sin seksualitet mere, end hun allerede gør, men samtidig kan hun heller ikke forlade sin familie. Hun ville ønske, hun bare kunne sige ”sådan er jeg, og hvis ikke I kan acceptere mig, er det jeres problem”. Men det kan hun ikke. Hun er sikker på, det ville knække dem fuldstændig, hvis hun stak af. At have en datter eller søster, som åbenlyst lever som lesbisk, ville være det mest skamfulde, hun kunne udsætte dem for. Hendes mor ville ikke kunne klare det, tænker hun.
