Demokrati af værste skuffe

Dan Jørgensen
 Vi har taget turen ned ad gangene i EU-parlamentet i Bruxeelles for at få et indblik i det mikrokosmos, der repræsenterer den lille mand. Til juni er der valg til verdens mest indflydelsesrige parlament. Derfor har vi valgt at se nærmere på det mylder af værdier, nationaliteter og politiske holdninger, som kendetegner hele EU, hvis 785 repræsentanter er dybt forskellige.

EU-parlamentet er unionens enfant terrible. I Ministerrådet og Kommissionen tager de sig til hovedet, når der gang på gang er ballade blandt EU’s 785 folkevalgte. Beskidte lobby aftaler, svindel med assistenternes lønninger, korporligt håndgemæng mellem politikerne og afsløring af kokain snifning på toiletterne hører til synderegisteret – som alene den nuværende forsamling har æren for. Én parlamentariker har været væk fra forsamlingen for at sidde i fængsel for underslæb, én er blevet anklaget for at have voldtaget en prostitueret, og én er blevet dømt for holocaust-benægtelse for bare at nævne et par ting, som gør det svært at tage forsamlingen helt alvorligt.

Men i dag har parlamentet bevæget sig længere og længere væk fra det ”Mickey Mouse-parlament”, som Storbritanniens jernlady Margaret Thatcher i sin tid hånligt døbte forsamlingen. Her i 2020 er man en vægtig partner på en stor del af EU-politikken – med retten til at sige nej til ministrene, hvis man ikke mener, at EU-reglerne er gode nok, og forsamlingen får mere og mere indflydelse.


Revl og krat

EU-parlamentet er EU på godt og ondt. Revl og krat, post-fascister, kommunister, højreradikale, kristendemokrater, socialister og økologer, der repræsenterer over 100 forskellige politiske partier og 27 landes vidt forskellige måder at lave politik på. Den lave stemmeprocent ved EU-valgene, kombineret med den kendsgerning at folk som regel stemmer i protest over problemer på den nationale hjemmefront i stedet for at interessere sig for, hvad der foregår på EU-plan, er baggrunden for den brogede forsamling. EU-parlamentet har ry for at være en slags retrætepost for halv-pensionerede politikere. Men samtidig viser tallene, at der sendes masser af uerfarne folk til både Bruxelles og Strasbourg.

  – Efter valget i 2004 var der 405 helt nye parlamentarikere. Heraf har kun en tredjedel siddet i det lokale folketing derhjemme, mens kun 10 procent har siddet i en af EU’s institutioner. De fleste andre er folk med en kendt profil i deres hjemland fra alle mulige andre sammenhænge.

  Det gælder dog ikke for Dan Jørgensen, der også var helt ny i 2004, men som siden har gjort lynkarriere i parlamentet, hvor han er Socialdemokraternes spidskandidat til juni. Da vi møder ham på hans lettere kaotiske kontor på 11. sal med udsigt over Bruxelles’ tage en grå vintermorgen, fortæller han, at det kulørte persongalleri ikke nødvendigvis er en dårlig ting.

  – Der er da helt sikkert visse kendisser, som man aldrig ser, siger Dan Jørgensen, men understreger, at det vigtige ikke er, hvorvidt han sidder over for forhenværende skuespillere, astronauter, tv-værter eller statsministre.

 – Det, der betyder noget, er hvordan de opfører sig ved forhandlingsbordet, siger han.


EU og tronfølgeren

Kender vi danskerne ret, vil den almindelige ligegyldighed omkring, hvem man sender til Bruxelles og Strasbourg, gøre at mere end halvdelen af befolkningen bliver hjemme den 7. juni, medmindre altså Anders Fogh Rasmussen vælger at lægge en afstemning om tronfølgeloven samme dag, lokker flere til urnerne end normalt.

 – Det ville da være fantastisk, hvis den intense interesse, som europæerne har udvist over for USA’s præsidentvalg, kunne matches af amerikanerne ved Europaparlamentsvalgene i 2009, sagde Parlamentets siddende formand Hans Gert Pötterin, da Barack Obama blev valgt.


sidst opdateret september 2022

Populære opslag