Belle de jour Catherine Deneuve

Catherine Deneuve

Frankrigs største filmstjerne, Catherine Deneuve, er netop fyldt 78 år. Hun er cool, mystisk og dragende og overstråler stadig de fleste andre, selvom hun har lavet film i snart fem årtier og har knap 100 film på CV’et. Samtidig værner hun om sit image, og det er kun sjældent, at nogen kommer bag facaden. Vi har stukket næsen i den franske biografi, som skuespillerinden har forsøgt at få stoppet.

Under arbejdet med sin biografi om Catherine Deneuve ”Deneuve L’Affranchie” modtog forfatteren Bernard Violet pludselig et brev fra Deneuves advokat. I brevet stod, at Catherine Deneuve var imod en hvilken som helst biografi , som nogen påtænkte at lave om hende, og at hun ikke ville tøve et sekund med at gøre alt for at få udgivelsen stoppet. At det ikke er tom snak, viser fortiden. Catherine Deneuve har vundet 65 retssager ud af 65 mod franske blade og har fået mellem 7.500 kroner og 75.000 kroner i erstatning hver gang. Dette skyldes frem for alt en skrap fransk lov, som værner om privatlivets fred, men samtidig vidner det om en kvinde, der går langt for at beskytte sit image. Denne gang lykkedes det ikke, for ”Deneuve L’Affranchie” er forfattet på baggrund af grundig research, og detaljerne om Deneuves privatliv begrænser sig hovedsageligt til kendte episoder.

Næsten tvillingesøstre

Catherine Deneuves forældre, Maurice og Renée Dorleac, var begge skuespillere i Paris i 30’erne. Catherines far med en vis succes inden for teater og film, mens moderen havde knap så meget medvind. Hun tjente primært sine penge ved at lægge stemme til, når de amerikanske stjerner skulle eftersynkroniseres på fransk, som for eksempel Judy Garland i Troldmanden fra Oz. Deneuves far fik seks måneders karantæne fra arbejdet med film og teater, fordi han blev anklaget for at have samarbejdet med nazisterne under Anden Verdenskrig, og i Frankrig har man spekuleret i, om den begivenhed er skyld i, at Deneuve er så forholdsvis reserveret omkring sit privatliv.

Françoise og Catherine blev født i henholdsvis 1942 og 1943, og af samme årsag blev de nærmest opfattet som tvillinger, som siden fik selskab af to mindre søstre, Sylvie og Danielle. De første år var Françoise mest udadvendt og interesseret i at optræde, mens Catherine var langt mere reserveret. Françoise var den mest urolige i sin klasse og den, som de andre familiemedlemmer vidste mest om, mens Catherine var rolig og decideret hemmelighedsfuld. Hjemme i familiens skød kunne hun imidlertid godt fjolle rundt med sin søster, til gengæld hadede hun at optræde, når der var fremmede til stede. Catherine var hverken fascineret af film eller teater – før hun en dag fulgte med søsteren til en casting og med det samme fik en rolle i sin første film – allerede som 13-årig.

Forgudet af det franske folk

Og på trods af at hun nu har rundet de 65 år, er hun ikke holdt op med at udfordre sig selv. Netop nu er hun aktuel i hovedrollen i ”Et juleeventyr” – som den kvindelige matriark i en dybt dysfunktionel familie fra Roubaix, hvor det fyger med store temperamenter, skeletter i skabene og kejtet kærlighed. Catherine Deneuve er stadig forgudet af det franske folk, og det er måske årsagen til, at hendes karriere ikke er gået i stå. Franskmændene sætter altid deres ældre kunstnerinder højt, modsat amerikanerne. Skuespilleren Simone Signoret, sangerinden Edith Piaf og forfatteren Simone de Beauvoir er eksempler på, at ”starquality” ikke falmer med alderen, når den er fransk. Og så tilgiver man gerne, at biografier bliver stoppet, at kedelige ægtemænd droppes – og autografer kun uddeles til hver beundrer i et enkelt eksemplar.




sidst opdateret september 2022

Populære opslag