Lyset på slotsholmen

Det er familiens kærlighed og farmoderens intellekt, der er årsag til, at Lene Espersen har et af Danmarks næsthøjeste embede som vicestatsminister. Dette er historien om en ung pige, der tog ud i verden og kom til at forstå, at andre landes religioner, vaner og kulturer er ligeværdige. Men også historien om flittighed, jyske dyder og om dengang, hun var meget tæt på at opgive det hele og forlade politik.

Lene Espersens smil breder sig til resten af ansigtet, mens hun som en hvirvelvind suser gennem lokalet på høje, målbevidste hæle.

Vi sidder i et af regeringens ministerkontorer i det Wüttembergske Palæ i Slotsholmsgade 10. Stilfuldt og højloftet. Der er både kaffe, te og vand på bordet. Kopper, glas og en lille skål med sølv indpakkede chokolader. Se, sådan bor en rigtig, politisk prinsesse – selvom det nok er det sidste i verden, en ægte nordjyde kunne drømme om at kalde sig selv.

  – Så er jeg klar, siger Danmarks Erhvervs- og økonomiminister og tager en kildevand. Hun holdt, hvad hun lovede, der er ikke gået meget mere end et par minutter, og håret er lidt mere tæmmet nu, end da hun forlod os.

Baggrunden

Lene Espersen er cand. oecon., mor til Marcus og Robert og gift med cand. merc. Danny Feltmann, der er direktør for Hennes og Mauritz. Hun er datter af reder Ole Peter Espersen og bogholder Inger Tanggaard. En forholdsvis almindelig baggrund for en mønsterbryder. Men at hun skulle drive det så vidt, blive formand for Det Konservative Folkeparti, Erhvervs- og Økonomiminister og vicestatsminister, var der ikke mange, som gættede på, da hun som barn rendte rundt i Hirtshals sammen med sine to yngre søstre. Ingen i Lene Espersens nære familie er akademikere, ingen interesserede sig udpræget for politik, og ingen havde de store ambitioner på hendes vegne. Så spørgsmålet om, hvad det så var, der banede vejen til landets næststørste embede, er mildest talt nærliggende.

  – Jeg havde en utrolig god opvækst. Jeg stammer jo fra en tid, hvor man ikke behøvede at læse ’’Det Kompetente Barn’’ for at have børn. Men min barndom var præget af, at mine forældre gav os masser af kærlighed, de havde tid til at lytte og gav os plads til at være dem, vi nu var.

Herudover havde jeg en farmor, som var rigtig, rigtig klog, og som var begravet i bøger konstant. Hun havde aldrig selv haft mulighed for at tage en længere uddannelse, men hun var den, der vakte min nysgerrighed over for verden og virkelig gav mig lyst til at læse.

Farmoderen

Farmoderen er på mange måder en nøgleperson i Lene Espersens liv. Ikke alene var det her, hun søgte tilflugt, når hun havde en konflikt med forældrene. Det var også her, hun blev stimuleret intellektuelt. Farmoderen elskede at læse, især historiske romaner interesserede hende.

 – Min farmor holdt også Jyllands-Posten, mens mine forældre holdt Vendsyssel Tidende.

Jyllands-Posten havde langt mere udsyn, så hun og jeg brugte lang tid på at diskutere kronikker i Jyllands-Posten. Hun interesserede sig levende for historie og politik, og derfor var hun i høj grad den, der åbnede et helt univers for mig. Hun var meget direkte, og ofte provokerede hun mig til at tage stilling.

Lys fremtid

Fremtiden for Lene Espersen er lige så lys som hendes blonde hår og lyse sind. Politiske kommentatorer mener, hun kan true Fogh og skaffe flere vælgere til partiet med sin direkte, jyske facon. Lene Espersens pressechef Morten Langager kommer ind på ministerkontoret, og mens vi takker af, sætter ministeren sig hen til skrivebordet med dagens papirbunke og pressechefen ved sin side. Hun glatter nederdelen og går i gang. Arbejdsdagen er langt fra forbi.